Flere børn bruger nikotin: Forældre opfordres til at tage snakken tidligt

Børn helt ned til otte år bruger nikotinprodukter, og forældrene er ikke altid klar over det. Derfor opfordrer projektet NikoFree nu forældre til at tage snakken om nikotin tidligt – også før børnene eventuelt begynder at bruge produkterne.
Ifølge Jacob Brandt, der arbejder med at udvikle og afprøve nikotinstopforløb i projektet, tror nogle forældre, at nikotinforbrug primært er et problem i andre familier.
"De forældre, der møder op på forældremøder, synes ikke altid, at emnet vedkommer dem. De tror, at det gælder andres børn. Men statistikken fortæller, at hver tredje ung mellem 15 og 29 år bruger nikotinprodukter. Og de kan få nikotinmængder, der svarer til tusindvis af cigaretter. Forbruget af nikotinprodukter påvirker i høj grad de unges trivsel, og udfordringer som koncentrationsbesvær, angst og depression er forbundet med deres nikotinforbrug," siger Jacob Brandt.
NikoFree er et samarbejde mellem Faxe, Guldborgsund, Holbæk, Næstved og Vordingborg kommuner med støtte fra Sundhedsstyrelsen.
Projektets nikotinstopforløb har indtil videre haft 259 unge deltagere. Efter seks måneder var 23 procent blevet nikotinfrie, mens 19 procent havde reduceret deres forbrug med mere end halvdelen.
Jacob Brandt understreger, at afhængigheden kan være svær at overvinde, og at forældre derfor ikke bør vente med at tale med børnene.
"Når man får nikotin i de her mængder, som der blandt andet er i vapes, er det ligeså afhængighedsskabende andre stærkt afhængighedsskabende stoffer som eksempelvis kokain. Derfor er det helt afgørende, at forældre ikke venter med at tage snakken, til de står med problemet," siger Jacob Brandt.
Webinaret ”Hvis du ikke tager snakken om nikotin – hvem gør så?” afholdes 21. oktober 2026 klokken 19-20.15. Det er gratis og henvender sig især til forældre til børn og unge i grundskolen og på ungdomsuddannelser, men andre voksne omkring børnene er også velkomne.
Fakta om NikoFrees webinar
Dato: Onsdag 21. oktober 2026.
Tid: Klokken 19.00-20.15.
Webinaret er gratis.
NikoFree er et samarbejde mellem Faxe, Guldborgsund, Holbæk, Næstved og Vordingborg kommuner.
259 unge har indtil videre deltaget i projektets nikotinstopforløb.
Efter seks måneder var 23 procent nikotinfrie, mens 19 procent havde reduceret forbruget med mere end 50 procent.






Accepter kun nødvendige cookies